Lørdag d. 21. juni stod Broager i festens tegn, da BUI ROCK endnu engang samlede byen til en uforglemmelig festivaldag. Under høj sol og med glæde i luften leverede ni fantastiske bands musikoplevelser i topklasse, og deltagerne skabte en stemning, der stadig summer i kroppen.
Festivalen bød ikke kun på musik – også fodboldturneringen slog rekord med næsten 100 deltagere, og årets ROCK-løb blev gennemført med stor opbakning fra både unge og ældre.
“Vi er dybt imponerede og taknemmelige over den vilje, vi har mødt fra alle de frivillige, som har hjulpet os med at gennemføre festivalen. Uden jer – ingen BUI ROCK,” udtaler Martin Hansen, formand for BUI ROCK.
“Tak til de ni bands, som hver især skabte magiske øjeblikke på scenen. Og tusind tak til alle jer deltagere, som med jeres energi og smil gjorde dagen til noget helt særligt. Det er præcis sådan, vi ønsker, at BUI ROCK skal være – en fest for hele fællesskabet.”
Årets festival gav et rekordoverskud på 72.600 kr., som går ubeskåret til børn og unge i BUI. Pengene går til sjove oplevelser og sociale fællesskaber.
“Vi gør det her for Broager og vores børn og unge. Når vi mærker opbakningen fra byen og ser glæden hos deltagerne, ved vi, at det hele er det værd,” slutter Martin Hansen.
Billedet på forsiden er et arkivbillede / Redaktionen
Venlig hilsen
Bestyrelsen
BUI ROCK
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing