Natur, teglsten og træ ved fjorden har fundet sammen i smuk harmoni.
En tur ned til Cathrinesminde Teglværk giver i øjeblikket en oplevelse ud over det sædvanlige.
Resultatet af otte dygtige skulptørers arbejde ved årets Wood Sculpture Symposium er placeret på plænen mellem laderne og fjorden. Fantastiske resultater skabt af en kunstners kreative og poetiske tankegang samt evner til at få træ til at fortælle en historie over temaet ”tegl og historien om Cathrinesminde teglværk”.
Flere havde arbejderen som tema, ud fra fortællingen om at deres slid blev ét med de sten de ”tryllede” frem af en stor klump ler. Derfor er der symbolsk skåret/savet et menneske, der træder frem af en teglform og synliggør, at der står et menneske bag den færdige mursten. Mennesket her træder frem som en helt, med en vis stolthed fordi det kræver faglighed, omhu og præcision at skabe en mursten af det rå. Leret, der har ligget urørt hen. Materiale, der er blevet til gennem år tusinder og kan dateres tilbage til istiden, hvor den er afsat.
En anden figur viser mursten sat, på spidsen, stræbende mod himlen – altså ikke stablet på traditionel vis – på toppen sluttes med en by i silhuet. En beskrivelse af forholdet mellem industri, landskab og mennesket, der i et fornemt samarbejde former og bygger verden.
”Ancient Portal” er et flot eksempel på hvad mursten igennem tiderne har været brugt til, i deres forskellige former har der næste ikke været grænser for søjler og buer samt unikke udsmykninger. Der har været udfordringer nok til dygtige håndværkere.
Udstillingen er absolut et besøg værd, hvor man bør tage sig tid til hver enkelt skulptur.
Pia
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing