Ny udstilling på Broager hus – Allan Rasmussen.

Frem til jul hedder udstilleren i Broagerhus Udstilling Allan Rasmussen.
Allan er født og opvokset i Broager og har gennem livet boet flere forskellige steder i Danmark – nu er han efter en årrække i Gråsten vendt tilbage til Broager, hvor han bor på Broager Plejecenter, hvor der overalt i hans stue er smukke billeder på vægge og i kasser og bunker. Det er en helt særlig og passioneret kunstner vi nu kan præsentere.
Allan mestrer mange teknikker, fra små stregtegninger, akvareller og kridt til de store lærreder. Og der er mange af dem. Han begyndte for alvor at male i 1974, og gennem alle de mange år er der blevet gemt og arkiveret op mod 1000 værker, store og små!
Blandt andet fandt vi en stor samling med smukke billeder af fugle og dyr og landskaber, de fleste stammer fra en periode hvor Allan var tilknyttet et projekt på fugereservatet Tipperne. Herudover mange og meget forskelligartede motiver og smukke farvekompositioner.
Vi har udvalgt omkring 170 meget forskellige værker en hyggelig formiddag, mens Allan indimellem slog et par toner an på en af sine guitarer! Så kom forbi og kig.
Broagerhus er åben for alle hver onsdag kl. 10 – 14, samt tirsdag eftermiddag, med indgang fra den nedre parkeringsplads.
– Ellers adgang efter aftale
Tekst og foto
Liss Lindholm
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing