Vi har talt med tre af de heldige lejere

Nye lejere – fra venstre Erik Linden, Birthe Christensen, Karin og Johnny Petersen og Christian Christensen. (Foto: Kristian Pallesen

Af Kristian Pallesen

Rejsegildet på de fem rækkehuse på adressen Vestergade 1 i eftermiddag fredag blev også et træf for dem, der fra 1. august bliver hinandens naboer i den nye bebyggelse på den historiske grund – den tidligere Stationskro i Broager.

Fælles for indflytterne er, at de har solgt deres større hus for at flytte ind i noget mindre. For Christian og Birthe Christensen i Skodsbøl tog det blot seks dage at sælge det hus i Skodsbøl, som de for flere end 40 år siden selv lod opføre og har solgt til overtagelse 1. september, så de har en måned til at flytte direkte ind i det rækkehus, som de tror på, de bliver boende i, så længe de kan.

Erik Linden og hustru får adresse i Vestergade 1C midt i den nye bebyggelse. Ægteparret har boet i Brunsnæs i sommerhus i seks år efter 48 år i eget hus i Augustenborg. -Men børnene opfordrede os til at flytte tættere på byen. Og fra 1. august begynder en ny dagligdag i Broager. Tæt på 365, SuperBrugsen. Og plejehjemmet, som hustruen frekventerer én gang om ugen. Nu kan hun med sin rollator selv klare at komme frem og tilbage – det første stykke på gaden, fordi der ikke er fortov!

En tredje indflytter, som Broue Tidende mødte ved rejsegildet i dag, flytter kun et par huse, nemlig fra deres seneste adresse på Vestergade 10.

– Vi solgte vores hus på Ramsherred sidste år og skulle finde noget, der passer til os, og det finder vi her. Vi var nogen af de første, der meldte os, for vi kunne jo høre fra vores lejebolig på Vestergade 10, at maskinerne var i gang, og så gik vi ned i kikkede, fortæller Karin Petersen og hendes og ægtefællen Johnnys flytteplaner. Vi glæder os til indflytningen. Vi kommer fra knap 200 kvm. på Ramsherred, som blev solgt på blot to dage. 86 nye kvadratmeter venter. kvm. Vi er fra byen og har boet i over 40 på Ramsherred.

Massiv interesse for byggeriet

Bygherren har haft rigtig mange henvendelser og kan i den grad bekræfte, at der er brug for boliger til dem der gerne vil blive i Broager, men som vil sælge deres hus og flytte til færre kvadratmeter og færre pligter. Tre af de fem boliger er udlejet til netop ægtepar, der i forvejen bor i byen, én kommer fra sommerhus i Brunsnæs, og én indflytter kommer fra Nybøl.

-Jeg kender de fleste af indflytterne, fortæller bygherren. – Jeg ved, hvor de bor nu og har besøgt dem, så jeg ved, hvem de er og har udvalgt dem. Jeg tror på, de bliver glade for at være her.

-Og hvis der var andre byggegrunde bynært, så ville du bygge flere rækkehuse i Broager?

-Ja. Det er helt sikkert.

Stationsgade 1, Broager, tidligere  Stationskro, senest oplagsplads og nu fem nye rækkehuse i Broager, hver på 86 kvadratmeter.

 

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing