En stærk start på årets forårsudstilling

Udstillingen blev åbnet af Christel Leiendecker.
Christel Leiendecker åbnede udstillingen 2023. (Fotos: Finn Wogensen).

Broagerlands Kunstforening samlede ca. 80 til ferniseringen i weekenden, og det var en åbning, der næppe går i glemmebogen for de fremmødte.-Vi fik en lidt usædvanlig start på receptionen. 5-10 minutter før starten, mange af vores gæster var kommet, så gik tyverialarmen i gang, fortæller Mona Nielsen, formand for kunstforeningen.

– Så blev der jo travlhed. Alle gik ud i tørreladen, jeg fik ringet til alarmcentralen og efter 3 -4 minutter stoppede hyleriet.

Det var en alarm i en af tørreladerne – en bygning, som vi slet ikke var i nærheden af og som jeg ikke har nøgle til. En lidt kaotisk start, erkender Mona Nielsen.

Der var et sted mellem 75 og 80 gæster – så vi var godt tilfredse.

Udstillingen blev åbnet af formanden for kulturen i kommunen, Christel Leiendecker, Broager, som lovpriste de frivillige og bød velkommen til en inspirerende dag i kunstens tegn.

Tradition    

Alle I gode mennesker i Broagerlands Kunstforening er jo kendt for, at det er jer og jeres forårsudstillinger, der åbner sæsonen her på Cathrinesminde Teglværk. I har igen i år kunnet tiltrække spændende kunstnere fra begge sider af grænsen. Her, hvor vi står og kan kigge lige over på Tyskland, da viser I den gode lære om, at kunst ikke kender til grænser. Jeg glæder mig til at gå i dybden med værkerne her senere.

Cathrinesminde Teglværk er desværre lukket som museum i hele 2023 grundet spare-tider. Derfor er det særligt dejligt at være med i dag, da forårsudstillingen faktisk har fået lov til at gøre en undtagelse. I åbner et ellers lukket museum i år!

Kulturmåned Cathrinesminde er ligeledes kendt for sin kulturmåned, der nu igennem flere år tiltrækker kendte kunstnere. Et fantastisk stykke arbejde, der lige fortjener lidt ekstra reklame. Om en måned kan vi her på dette sted glæde os til et syn eller gensyn med Mark & Christoffer, Rane Willerslev, Berthel Haarder og De 3 kongelige Tenorer.

Dansk kulturarv   

Vi står på et stykke dansk kulturarv – på et nationalt industriminde, som det hedder. Det vidner om en særlig og svunden tid.

Cathrinesminde og de mange, små skilte langs med vejen her ved Iller Strand fortæller historien om flere hundrede års industri – fra dengang, da teglværkerne, store og små, lå skulder ved skulder lige ned til Flensborg Fjord. Og beskæftigede tusindvis af mennesker og sendte sine teglsten ud i verden – ja, så langt væk som til Dansk Vestindien, hvor vi i Charlotte Amalie på Sankt Croix stadig den dag i dag går op ad den lange trappe bestående af ”Flensborg-teglsten”.

Tak til frivillige

Dette sted. Denne eftermiddag. Denne udstilling. Intet af dette kunne lade sig gøre uden de mange, gode, lokale kræfter, der ivrigt og altid stiller op, når der skal tages fat. I frivillige i kunstforeningen gør et fantastisk stykke arbejde, som I bruger store dele af jeres fritid på. Det er flot.

Tak, fordi jeg må være en del af denne dag. Velkommen til jer alle. Nochmals, herzlich willkommen..

Udstillingen har fire kunstneres værker. To fra Danmark og to fra Tyskland. Og der er gratis adgang i hele april.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing