Du ved ikke, hvad slutresultatet bliver

Tove Andersen er brændemester i raku.

Af Kristian Pallesen

Interessen for at lave keramik er stor på Broagerhus. Og den er bestemt ikke aftaget, efter at Nordea-fonden har giver 25.000 kr. i støtte til at købe en raku-ovn.

Leret, glasuren, ovnen og hele processen gør, at man absolut ikke kan vide, hvad slutresultatet bliver, fortæller Tove Andersen, Blans, som er barnefødt på Broagerland og nu instruktør i raku-brændingerne på Broagerhus.

I morgen fredag den 15. marts viser hun de fremmødte ved åbent hus på Broagerhus kl. 15-18, hvordan det virker.

-Jeg elsker jo at arbejde med ler og har nu fået mulighed for at lave raku-brændinger, som er min store passion i keramik. Jeg har været på kursus på Sønderborghus og har gode forbindelse til nogle professionelle raku-brændere rundt omkring i Danmark.

Ler og glasur får chokbehandlinger

Raku er det uforudsigelige farvespil. Det er en helt speciel brænding af ler. Det forgløder som ved almindelig keramik. Så glaserer man med en speciel raku-glasur. Vi har 11 forskellige farver her på Broagerhus, og selvom vi glaserer med en mat kobbergrøn, så kan den blive til alle mulige farver.

Resultatet afhænger først og fremmest af temperaturen i ovnen. Kører man temperaturen for højt op, bliver elementet brun og grim, og bliver den for lav, bliver farven bølget, for så er den ikke smeltet ordentlig.

Når man tager keramikken ud af ovnen med en tang, skal elementet over i en beholder med savsmuld, avispapir eller andet tørt naturmateriale, og der lader man det ligge i måske op til ti minutter, hvor der så er en proces, før man tager det op og ligger det i et vandbad til sidst. I den proces skifter farverne. Man ved absolut ikke, hvad slutresultatet bliver.

Men man får en føling med det, jo flere gange man laver den samme brænding med de samme farver, den samme temperatur og den samme proces. Det er sjovt at arbejde med.

Kun to raku-ovne i kommunen

Sønderborghus har en raku-ovn, og nu har vi én på Broagerhus. Jeg kører nu et forløb, hvor der er plads til fem personer, som laver deres emner på de keramikhold, der er på Broagerhus, og så laver vi raku-brænding én gang om måneden. Det vil sige, at deltagerne får tre brændinger, og det giver de 200 kr. for – udover køb af ler. Efter tre måneder kommer et nyt hold til.

Det er meget forskelligt, hvad man raku-brænder. Vaser, paddehatte, max 35 cm i højden. For ellers knækker det. Alt skal være lige tykt, både i leret og i glasuren. For ellers opstår der spændinger, så elementer revner under brændingen, som tager 20-30 minutter.

-Kan man komme udefra og få en raku-brænding?

-Der er rigtig stor interesse for raku-brændingen, så indtil videre er det kun for deltagerne, som i forvejen er med på keramik-hold på Broagerhus. Så lige nu er der ikke tanker om, at der gives adgang til folk udefra, fortæller Tove Andersen.

 

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing