Broager.dk

Fodbold søndag ved SFS-hallen

18-03-2023

Så er nedtællingen til BUI Seniors debut i Jyllandsserien for alvor igang.

I dag klokken 16.00 er det nøjagtig en uge til debuten på “hjemmebane” mod Egen. Hjemmebane er sat i anførselstegn, da kampen spilles i Gråsten på kunstgræsbanen. Det skyldes, at den normale kampbane på SUS Park ikke er frigivet af kommunen. Det sker normalt 1. april hvis vejr og baneforhold tillader det.

Mere om det i den kommende uge.

Men inden det for alvor går i gang og der spilles om point, så er der lige en enkelt opgave mere, der er programsat. For holdet spiller søndag klokken 13.30 mod Sønderborg Fremad ved SFS hallen i Sønderborg.

Det er en sjov detalje omkring de kommende 2 kampe, for sidste sæsons pokalsucces startede ude mod Sønderborg Fremad og efterfølgende mod Egen hjemme. Begge kampe endte med sejre, så lad os håbe, at holdet kan gentage historien.

Så kig forbi SFS hallen på søndag og støt drengene, hvis det passer ind i planerne.

Men vigtigere endnu, så sæt kryds i kalenderen til BUI’s første kamp nogensinde i Jyllandsserien på næste lørdag den 25. marts klokken 16 på Aarsbjerg Idrætscenters kunstbane Buskmosevej 2 6300 Gråsten. Der skrives fodboldhistorie for klubben i denne kamp.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing