Vibeke Fonnesberg er død – mindeord

Billedet er fra et af Vibekes besøg på Broagerhus, hvor samlingen af portrætmalerier også hænger.

Kunstner Vibeke Fonnesberg, i mange år med bopæl i Broager, er død og begraves i dag fredag den 5. juli kl. 10.30 fra Sankt Marie kirke i Sønderborg. Vi bringer mindeord, af tidligere borgmester A. P. Hansen:

Vibeke Fonnesberg er ikke mere.

Det er vist kommet bag på os alle, at vi har mistet Vibeke. Der var ingen blandt o,s der følte at Vibeke var truet.

Om hundrede år når vi alle er borte, vil Vibeke stadig være iblandt os i Sønderborgs bybillede, hvor borgerne vil nyde synet af “Martin med fløjten”, Hønekilden og de andre kunstværker, som hun efterlader sig til glæde for alle i hverdagen.

Jeg er ofte blevet spurgt: “Er der da ikke andre, som kan lave kunst?”. Jo, det er der da selvfølgelig. Men Vibeke havde en særlig evne til at vise os hverdagen gennem sine skulpturer, noget vi kan genkende og forholde os til. Og ikke noget højtravende, som påkalder forundring. Det skal der da også være plads til.

Men det var ikke bare skulpturerne, der fyldte noget. Den fine tegningsserie af personer i Broager, som hun tegnede til den gamle byrådssal på Broager Rådhus, var et fint pletskud af et bysamfund. Det kunne man godt ønske andre steder.

Vibeke var en af de veluddannede kunstnere som blandt andet tog en afgangseksamen fra Wiens Kunstakademi og som fra sit ophold i udlandet kom hjem med mange gode inspirationer til kunst og udsmykning i hverdagen. Hvad var så det største hun har frembragt ? Det ved jeg ikke. I min optik var det alt sammen grundigt gennemarbejdet både kunstnerisk og håndværksmæssigt.

Vi har en tradition for at skrive nekrologer om en afdød. Hvilket vedkommende ikke har megen glæde af. Jeg ville i grunden hellere skrive en nekrolog til vedkommende forstået sådan, at jeg ville hellere have haft lejlighed til at sige Vibeke tak for alt det, hun har betydet for byen og for os, der var i hendes netværk.

Jeg ville så takke hende for sit talent, sin flid, sin kreativitet og frem for alt hendes behagelige og sympatiske omgangsform.

Æret være Vibekes minde.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing