Af Kristian Pallesen
Også en tidligere aktiv fisker følger med i den slags: Ålegræs på havbunden.
Det påstås nemlig at ålegræs er ret så vigtigt for, at fiskene kan leve i fjorden.
Derfor kigger skipperen på Cykelfærgen, Palle Heinrich, også på turen på Flensborg Fjord på de instrumenter, der afslører bevoksningen på bunden af Flensborg Fjord.
Han viser mig på turen fra Langballigau til Brunsnæs, hvordan der er masser af ålegræs 200-300 meter ud i fjorden syd for Broagerland. Og så trækker han lidt på smilebåndet med tanke på diskussionen om fiskebestanden i Flensborg Fjord. Han ser ikke mangel på ålegræs som forklaringen på, at der er en meget ringe bestand af torsk i fjorden.
Turen i dag (onsdag formiddag) er for mit vedkommende med ombordstigning i Brunsnæs. Cykelfærgen er på det tidspunkt fyldt med glade gæster fra Bov Ældresag. Med formand Finn Kristensen i spidsen suppleret af næstformanden Merete Vestergaard. Finn er dynamoen for hele tre foreningers årlige udflugt med Cykelfærgen. Det er med andre ord sjette år, han arrangerer turen for Ældresagen, for Bov Cykel Club og for Padborg Cykel- og Vandrelaug.
-Vi sejler tre gange hvert år. Med Ældresagen altid med elcykel, med Bov CC blandede almindelige cykler og elcykler. Det siger jo sig selv, at med Vandrelauget sejler uden cykler. Og på den tur går vi en tur rundt omkring Langballigau og sejler med tilbage igen, fortæller Finn Kristensen og supplerer med oplysningen om, at Ældresagen i Bov var først med at arrangere ture med Cykelfærgen. Finns ambition er, at ideen spreder sig til hele landet.
Dagens udflugt begyndte i Padborg kl. 9.30 med kurs mod Egernsund, og når Cykelfærgen anløber Langballigau, er der bestilt bord og cykel-opladning, mens der spises en god frokost – og cykelturen til Padborg kan tage sin begyndelse.
Vejret betyder alt
Efter fem sæsoner med Cykelfærgen på Flensborg Fjord ved Palle Heinrich, at passagertallet afhænger af vejret. – Vejret betyder alt for, om folk har lyst til at sejle med. Derfor er det svært at sige ret meget om, hvad vi forventer i år. Men optakten har været rigtig god med ”fuldt hus” på weekendsejladserne og det samme for en række eventsejladser, hvor cykelklubber og andre grupper lejer hele færgen, og vi sejler på de tider, vi aftaler, oplyser Palle Heinrich.
I morgen fredag begynder turistsæsonen med fem daglige afgange fra Brunsnæs til Langballigau.
Cykelfærgen skulle onsdag returnere uden passagerer. Men nej. På kajen i Langballigau i går stod NN fra Glücksborg. Han mente at have læst, at Cykelfærgen var begyndt de daglige sommersejladser, og med det gode vejr besluttede han sig fra morgenstunden at tage med og returnere på cykel fra Brunsnæs til Glücksborg. Heldet var med ham.
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing