Ønsker flere med i presset på at få billig fjernvarme

Medlemstallet nærmer sig nu 500.

Af Kristian Pallesen

”Sjældent har debatten været så levende i fjernvarmens nyere historie, som 60 fremmødte deltog i og oplevede i aftes på generalforsamlingen i Broager Fjernvarme på Broagerhus.

Debattens konklusion var der ikke tvivl om: Nu skal der altså snart ske noget, som kan bidrage til at sende prisen på varme i Broager ned! Enten ved at afdække økonomiske gevinster gennem en fusion med Sønderborg Fjernvarme eller ved en aftale med teglværkerne om at aftage overskudsvarme. Måske begge dele.”

Med disse ord indledte broager.dk omtalen den 24. marts fra fjernvarmens generalforsamling. Og debatten blev ret hurtigt fulgt op af en gruppe fjernvarmekunder, som oprettede en gruppe på Facebook, der har som mål at bidrage til, at byen får billig fjernvarme.

-Vi ønsker at informere og udbrede kendskabet til, hvordan vi alle brugere i fremtiden kan medvirke til at gøre Broager Fjernvarme konkurrencedygtig.

Dette er desværre ikke tilfældet i dag, hvor fjernvarmeprisen er ca. 40% højere end i f.eks. Sønderborg, siger Per Deleuran, Vestergade i Broager om initiativet.

Gruppen Billig varme til Broager har indtil nu fået opbakning fra næsten 500. Det er uvist, hvor mange fjernvarme-husstande, der er repræsenteret i gruppen. Men fjernvarmen har ca. 1.200 aftagere.

– Vi er ikke en protestgruppe, der har som mål at vælte bestyrelsen. Men vi vil i dialog og har i sidste uge aftalt med formanden, at vi mødes på fjernvarmen og drøfter vores mål, som er Billig varme i Broager, oplyser Per Deleuran og understreger, at Facebook-gruppen rigtig gerne vil have flere med.

– Så vi sammen kan drøfte, hvad der er stemning for op til den kommende generalforsamling. Der skal ske noget, er budskabet fra Per Deleuran.

Du kan læse mere om gruppen og følge debatten på Facebook ved at klikke her: https://www.facebook.com/groups/620267516099655

Fjernvarme-bestyrelsen er enig

Peer Monger, formand for Broager Fjernvarme, er enig med Facebook-gruppen. – Det de kæmper for, kæmper jeg for hver eneste dag sammen med den øvrige bestyrelse. Vi skal gøre, hvad vi kan for at få billig varme til Broager. Det er absolut bestyrelsens mål, og derfor har jeg inviteret gruppen til et møde på fjernvarmen sidst i august, så vi kan vise dem, hvad vi har, og hvordan vi producerer varmen, siger Peer Monger.

Om muligheden for et prisfald på varmen i år siger han:

-Vores pris på brændsler ser ud til at være på vej ned, og den gevinst skal selvfølgelig tilbage til forbrugerne.

-kp.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing