Broager.dk

26 offentlige legepladser bliver skiltet som røgfrie

I slutningen af marts bliver der sat skilte op på alle Sønderborg Kommunes offentlige legepladser. Skiltene opfordrer til, at brugerne lader pladserne være røgfrie miljøer.

Sønderborg Kommune ønsker at beskytte børn mod røg og naturen mod cigaretskodder. Derfor bliver der i løbet af den næste uge sat skilte op på kommunens 26 offentlige legepladser med information om, at legepladserne er røgfrie.

Beslutningen blev vedtaget i det daværende Teknik- og Miljøudvalg og var tilmed en del af Byrådets budgetaftale for 2021.

– Alle kan gøre noget for at bidrage til kampen for at få færre børn og unge til at begynde at ryge. Det kan vi i Sønderborg Kommune gøre ved at skabe røgfrie miljøer, hvor vi beskytter børnene mod passiv rygning, når de opholder sig på kommunens adresser. Derfor har vi besluttet at gøre legepladserne røgfrie. Røgfrie udearealer giver også færre cigaretskodder i naturen og mindsker dermed forurening, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I forvejen er alle Sønderborg Kommunes folkeskoler samt kommunale arbejdspladser røgfrie. Kommunen har siden 2019 været med i det nationale partnerskab Røgfri Fremtid.

Skiltene er en opfordring til, at man ikke ryger på legepladserne. Der vil ikke blive ført kontrol på pladserne.

– Røgfrie legepladser er et klart signal om, at børn og røg ikke hører sammen, og at vi som kommune tager ansvar for børns sundhed. Røgfrie udearealer handler om, at alle skal kunne bevæge sig udendørs uden at blive udsat for tobaksrøg. Vi håber, at brugerne af legepladserne vil følge opfordringen og holde pladserne røgfrie, siger Kristian Beuschau, der er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Røgfri fremtid
Røgfri Fremtid blev lanceret i 2017 af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Sønderborg Kommune har været partner siden 2019. Projektet arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at kun 5 pct. af de voksne gør det. Indsatsen samt de røgfrie legepladser understøtter Sønderborg Kommunes Sundhedspolitik 2023-2026.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing