SØNDAGSTUREN 18 – Egernsund

Egernsund

Af Kaj Østergaard

Ved denne rundtur på omkring 5 km, ser man Egernsund som havne- og teglværks by.

Turen starter på Havnepladsen, hvor der tidligere anløb dampskibe, og senere sejlede den berømte trækfærge mellem Egernsund og Alnor.

Martin Qvist

I 1992 samlede kunstneren Martin Qvist, Egernsund gamle mursten langs stranden i Egernsund, der blev tørret på teglværket Grønland og bagefter glaseret og brændt på Stoffers Teglværk i Nybøl.

Disse sten brugte Martin Qvist i kunstværket, som står på Havnepladsen i Egernsund.

 

Egernsund Mølle

Turen går op ad Sundgade, der tidligere hed Storegade og Petersilienstrasse.

Ved Sundgade 14 – ved siden af Møllegården – har der ligget en mølle fra 1832, som brændte i 1911.

Egernsund Mølle blev genopbygget, men faldt i en storm i 1916.

Genforeningsstenen

I 1930 blev der rejst en Genforeningssten til minde om Genforeningen i 1920.

På Broagerhus viser Lokalarkivet en udstilling om 100-året for Genforeningen indtil 1.september 2020.

Egernsund Kirke

Egernsund Kirke blev bygget fra 1907 til 1909, hvor man tydeligt kan se at Egernsund er en teglværksby.

Efter kirken følger turen sammen med Gendarmstien, til højre ad Fjordvej og ned til Lågmaj.

Lågmaj

Lågmaj er et gammelt fiskeleje, hvor der står et fyrtårn fra 1896, med et 21 meter højt bagfyr ved Fyrtårnsvej.

Området omkring Lågmaj kan man se på nogle malerier, der blevet malet af ”Kunstnerkolonien Egernsund”.

Kunstnerkolonien Egernsund

I slutningen af 1800-tallet opstod der en kunstnerkoloni i Egernsund, der mest bestod af tyske kunstnere, da området var tysk.

Kunstnerkolonien blev opløst omkring 1920.

For nogle år siden kom kunstnerkolonien igen i rampelyset, da Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa lavede en flot udstilling om kunstnerkolonien, og udgav bogen ” Med parasol og pensel – Egernsund, den glemte kunstnerkoloni”.

Ved Lågmajvej drejer man til venstre, og ved kirkegården går man igennem denne.

Kirkegården i Egernsund

På kirkegården går man langs stien mod vandet, og her kan man se ud over Flensborg Fjord og Lågmaj Fyr.

Turen fortsætter over Kystvej, hvor der går en sti ind til den gamle skole.

Den Gamle Skole

Den gamle skole i Egernsund er fra 1885, og blev brugt til børnehave, efter at der blev bygget en ny skole på Høllevej i 1975.

Bygningen bruges nu som medborgerhuset ”Den Gamle Skole”, klubhus for Egernsund Kultur- & Idrætsforening og fodboldstadion.

Asse´s Plads

I 2017 blev pladsen foran Den Gamle Skole i Egernsund navngivet ”Asse´s Plads” som en hyldest til Egernsunds grand old man, ildsjælen Asmus Carsten, for hans store arbejde i boldklubben Frem Egernsund.

Turen fortsætter igennem gangtunnellen ved Brovej og henad Skovgade.

Hjemmeplejen Distrikt Fjord

Den nye skole i Egernsund fungerede indtil 2012, hvor Børnehuset Egernsund stadig huserer.

I 2013 flyttede hjemmeplejen fra det tidligere rådhus i Broager og til den nedlagte skole.

Mellem Hjemmeplejen og Skovparken går der en lille asfaltsti forbi nogle tennisbaner og helt ned til Havnevej, hvor der ligger et bådværft.

C.J. skibs- & både-byggeri

På Havnevej ligger der et idyllisk område med småbåde og C.J. skibs- & både-byggeri, der arbejder med gamle træskibe, fra både Danmark og Tyskland.

På modsatte side af sundet, kan man se Gråsten Havn og området ved Fiskenæs.

Fremtidens mursten

På Havnevej 60 har Gråsten Teglværk bygget et test- og besøgshus med det patenterede modulelement ”Clean Tech Block”, som er et bud på fremtidens klimavenlige byggesten.

Matzens Teglværk

Matzens Teglværk blev grundlagt i 1750, og er det eneste teglværk der er tilbage af de mange, som har været i Egernsund.

Matzens Teglværk har også udviklet nye produkter, som man kan se på prøve væggene som står ud for teglværket.

Egernsund Tegl

Ved Egernsund broen har salgsorganisationen Egernsund Tegl, lavet en udendørs udstilling med mange forskellige mursten.

Egernsund Tegl fusionerede i 2019 med verdens største producent af teglprodukter – Wienerberger.

Egernsundbroen

Egernsundbroen blev indviet i 1968 og afløste den legendariske trækfærge i ”æ soungaf”.

Ved indvielsen blev der holdt en stor folkefest, hvor prinsesse Benedikte klippede snoren.

I 2018 var der igen stor folkefest i Egernsund, da man fejrede 50-års jubilæum for Egernsundbroen, og igen deltog prinsesse Benedikte i festlighederne.

Havnepladsen bruges nu af cykelfærgen ”Rødsand”.

På YouTube findes filmklippet ”Det sidste træk”, hvor man kan se trækfærgens sidste tur og optagelser fra indvielsen af Egernsundbroen.

God tur