Turisme og ture / 25 kunst-oplevelser på Broagerland / 13 – Kunst på Broagerland: Fanøpigen Jenny
13 – Kunst på Broagerland: Fanøpigen Jenny
Fanøpigen Jenny
Af Kaj Østergaard
Når man kører igennem Skelde bliver man modtaget af Fanøpigen Jenny og budt velkommen til Skelde.
Fanøpigen Jenny er en skulptur i træ, som Klaus Albrecht rejste i 2015 på Hattesens gård i Skelde – ved sin 75 års fødselsdag – som en hyldest til sin afdøde hustru Jenny Albrecht, som døde i 2012.
Skulpturen er lavet i fyrretræ fra Hattesens gård af trækunstneren Jørgen Schmidt fra Vester Sottrup og smurt med trætjære.
Jenny var indfødt Fanøpige – Fannik – og faldt for Klaus, som havde havskum og saltvand i blodet. Klaus er født i Dortmund og opvokset i Sønderjylland.
Jenny blev udlært kontorassistent og Klaus fik ansættelse ved rederiet A.P.Møller – først som styrmand og senere som kaptajn fra 1975 til 2010. Han opnåede 50 års ansættelse ved A.P.Møller og modtog Den kongelige belønningsmedalje med krone.
Klaus sejlede på verdenshavene og i 14 år boede parret i Canada, Thailand, Iran og Japan.
Efterskolen etableres
I 1986 vendte Klaus og Jenny Albrecht hjem til Danmark og købte den stråtækte Hattesens gård på Midtballe i Skelde.
I 1989 blev der besluttet at nedlægge Skelde skole og der fremkom ønsket om at etablere en efterskole i stedet. På et borgermøde blev Jenny valgt ind som borgerrepræsentant.
Kommunen stillede bygningen til rådighed og med et lån fra amtet gik man i gang.
I 1991 blev Jenny valgt ind i bestyrelsen som formand og kunne konstatere at ambitionerne var større end pengekassen og en betalingsstandsning var uundgåelig.
Ved hjælp af frivillig arbejdskraft og en indsamling lykkedes det at få overbevist Broager Sparekasse, til at yde et lån – som viste sig at være afgørende for oprettelsen af efterskolen i Skelde.
Efterskolen slår dørene op
I august 1992 gik flaget til tops i Skelde, da man kunne slå dørene op for Broagerlands Efterskole med 36 elever og 6 ansatte. Siden er disse tal fordoblet.
Georg og Ingeborg Petersen blev ansat som forstandere og efterskolen blev hurtigt et populært mødested for borgerne i Skelde og en attraktiv skole for eleverne.
Skolen er blevet udvidet mange gange og da skolen fik en idrætshal, blev den også til et samlingspunkt for borgerne i Skelde.
Efterskolen hedder i dag Adventure Efterskolen – med Steen Emgren som forstander – der har mange udendørs aktiviteter, og har arrangeret DM i Adventure race for efterskoler og Skovens dag.
Borgerne i Skelde har vist et stort sammenhold, som man kan se mange steder i byen via efterskolen, Frk. Jensen, Skelde GF, Landsbylauget Skelde-Dynt-Gammelgab, vinbønderne, Skelde Ringridning, legeplads, Det grønne areal i midtbyen, kunstværker, Gendarmstien og cykelstien Skelde-Dynt.
Vibeke Fonnesberg malede et portræt af Jenny Albrecht til ”Broager Profiler 1922 – 1997” som nu hænger i den tidligere byrådssal på Broagerhus.
Fanøpigen Jenny afsløres
Den 12.august 2015 blev skulpturen Fanøpigen Jenny afsløret foran mange tilskuere og 70 elever fra Adventure Efterskolen, og tale af sønnen Kim.
Når man kører forbi Hattens gård, kan man kigge på Fanøpigen Jenny og sende hende en kærlig tanke, for den betydning at åbningen af efterskolen har betydet for Skelde.
Se TV-programmet
Klaus Albrecht fortæller om skulpturen i Skelde og om sit liv i-programmet “Den gamle Mærsk kaptajn fortæller” i DK4 den 25. juni kl. 21.40, lørdag den 29. juni kl. 22.45 eller onsdag den 3. juli kl. 22.