Turisme og ture / Søndagsture på Broagerland / SØNDAGSTUREN 5 – Skelde Vig
SØNDAGSTUREN 5 – Skelde Vig
Skelde Vig
Af Kaj Østergaard
Området ved Skelde Vig byder på smuk natur og store vidder, som leder tankerne hen på Erik Grips sang ” Åbent landskab”, og inspirerer til en rundtur på 4 km.
Nede ved P-pladsen i Skelde Vig går man først over en træbro, hvor der er en storslået udsigt ud over Vigsmosen.
I Vigsmosen er der en rørskov, hvor der er registreret 63 fuglearter i Dansk Ornitologisk Forenings database. I rørskoven høstes der af og til tagrør, som bruges til stråtage.
Romantisk udsigt
Ruten går nu sammen med Gendarmstien, langs med strandkanten. Om sommeren er der tit badegæster ved stranden og sejlbåde der er ankeret i vigen.
Ved det hvide hus er der en fiskebro og går man forbi huset, vil man se en privat romantisk udsigtsplads i haven.
Stranden ved skelde vig.
Skrækkehøj
Langs med asfaltvejen går turen forbi en gård, hvor turen går lig ud, mens Gendarmstien drejer til højre.
Efter gården er der en fin udsigt over Vigsmosen, og på højre side findes Broagerlands Skytteforenings skydebaner på 25, 50 og 200 meter, hvor der årligt holdes korporationsskydning. Broagerlands Skytteforening blev stiftet den 20.august 1945, hvor de havde en skydebane ved Mariegård i Broager.
Voldsted i Overballe
Asfaltvejen fører nu frem til Overballe, hvor der ud for Overballe 29 findes et fredet voldsted med vand i voldgraven. Man kan nyde dette voldsted og den smukke have ved siden af, som har lagt jord til en havevandring med Gråsten Havekreds.
Gravhøjen i Overballe
Bagved Overballe 29 A-B findes der en gravhøj, som man kan se via en lille afmærket sti, som går forbi Overballe 29 A og B.
Gravhøjen ligger på Hans Peter og Gerda Clausens mark, hvor de i 1985 stødte på en stor sten under pløjearbejde.
Arkæolog Per Ethelberg fra Museum Sønderjylland blev kontaktet og undersøgte stedet.
Først i 1990 blev der begyndt en udgravning, som viste sig at være en gravhøj fra yngre stenalder ca. 3500 f.kr.
Gravhøjen har været en langdysse og senere i bronzealderen har der været 2 runde gravhøje.
Langdyssen var gravplads for en kvinde, hvor der under udgravningen i 90´erne blev fundet dragtstykker og smykker fra kvinden.
Hans Peter og Gerda Clausen overværede udgravningen af, de over 3.000 år gamle smykker.
Gravhøjen er nu fredet og har været offentlig tilgængelig siden 90´erne.
I november 2014 blev gravhøjen genindviet som led i projektet ”Danmarks oldtid i landskabet”, hvor der 100 steder i Danmark er udpeget unikke fortidsminder.
I bogen ”Broagerland VIII” har arkæolog Per Ethelberg skrevet en længere historie om gravhøjen i Overballe.
Flensborg Fjord i sigte
Kort efter Overballe 29 drejer man til venstre af Skeldevigvej, som fører en ned til Skelde Vig igen.
På vejen derned kan man nyde udsigten over Flensborg Fjord, med Tyskland i baggrunden.
Samtidig kan man igen nyde et flot skue ud over Vigsmosen, hvor man nu kan se et par vandhuller.
Om lidt er kaffen klar
Nede ved Skelde Vig kan man gå lidt med Gendarmstien mod Gammelgab, tage en dukkert i Flensborg Fjord eller nyde en kop kaffe ved det opstillede bord og bænk.
God tur.