Et fantastisk publikum

Duoen O’Hein – Pia og Brian O’Driscoll.

Duoen O’Hein, med Pia O’Hein O’driscoll og Brian O’Driscoll havde et publikum, som virkelig levede sig ind i folkemusikken og klappede med, da de onsdag aften optrådte ved musikaftenen på  Broagerhus. Så det blev en rigtig hyggelig aften for både publikum og musikere ved onsdagens musikaften.

Duoen spillede smukke ballader, hyggelige og festlige viser og en god blanding af instrumentale numre fra Skotland, Irland, USA og Skandinavien. Pia spillede på koncertina, harmonika, og vokal. Brian på guitar, mandolin, footlog og vokal.

Det var første gang, at ægteparret Pia og Brian optrådte som duo på Broagerhus som en del af ”De 5 onsdage”, som medborgerhusets bestyrelse indbyder til. Med 50 fremmødte blev det endnu engang bekræftet, at folkemusikken har et godt publikum i Broager.

-Ja, det er et fantastisk publikum. De har sans for folkemusikken. Det kan man jo også se på hårfarven, bemærker Brian O’Driscoll med et smil og tilføjer, at der blandt de fremmødte er et godt stampublikum – men også en del nye.

For Brian blev musikken hans levevej, lige før coronaen satte alt i stå. – Men vi klarede det jo alligevel. Og kommer man igennem den periode, så klarer man sig. Jeg har gang i rigtig mange projekter, bl.a. musikforedrag på biblioteket i Sønderborg og 70’er og 80’er rock. Og lidt Down Town Dynt. Så det kører på en bred kam, siger Brian.

Aftenens tillægs-info handlede om hushandel. JydskeVestkysten omtalte nemlig onsdag morgen, at ægteparret har købt huset på Stationsvej 6A i Skelde for 100.000 kroner. Men det er ikke huset men grunden, som de har købt.

-Huset udbrændte i foråret, og heldigvis kom ingen til skade. Men familien har valgt at fraflytte. Huset er revet ned, og nu har vi solgt vores hus og går i gang med at bygge et nyt på grunden på Stationsvej, fortæller Brian O’Driscoll til Broue Tidende.

Fra onsdagens folkemusik-aften på Broagerhus.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing