Broager.dk

SØNDAGSORDET: Fra dengang vi flest snakkede sønderjysk

Sønderjysk kultur

Af Kaj Østergaard

Da jeg var elev på Broager Skole i 60´erne og 70´erne, snakkede de fleste elever sønderjysk, mens et mindretal talte rigsdansk eller en anden dialekt, hvis de var tilflyttede.

I dag tror jeg at det er det sønderjyske, der er i mindretal hos eleverne. Dog er det mange som siger mojn, da det ligesom hører til og er lidt sejt.

Heldigvis findes der mange personer og foreninger, som værner om det sønderjyske for at bevare, bruge, udvikle og fremtidssikre det, inden for sprog, historie, kultur, traditioner, litteratur, humor, musik, teater, film og gastronomi.

Sønderjysk Månedsskrift

Historisk Samfund for Sønderjylland er den store forening som dækker hele Sønderjylland, og udgiver en masse bøger og Sønderjysk Månedsskrift 8 gange om året.

Historisk Forening for Als og Sundeved arrangerer foredrag, byvandringer, udflugter og udgiver årligt en bog med regionale emner.

Alsingergildet værner om den alsiske dialekt og traditioner. De har udgivet bøger og musik af hjemstavsdigteren Martin N. Hansen. I de senere år har de udgivet mange gode bøger som ”Mojn te Als”, ”E Havbogasse – historier og tegninger gennem 27 år” og ”Pejlemærker” med et vendespil til ditto.

Sønderjysk Almanak

Sønderjysk Skoleforening har i 30 år udsendt Sønderjysk Almanak en gang om året.

Temaet i Sønderjysk Almanak 2023 er ”Sønderjysk”, og indeholder næsten alt hvad der bimler og bamler om emnet.

Sønderjysk Almanak kommer ud i alle krogene af Sønderjylland – og lidt til – da der også er en artikel om et besøg på Hallig Hooge i Vadehavet.

Æ Synnejysk Forening

Æ Synnejysk Forening blev stiftet i år 2000 og den første formand var Erik Haase, som nu bor i Broager.

Foreningen holder mange arrangementer og aktiviteter, fra foredrag til en årlig gudstjeneste på sønderjysk med en præst, som kan ” æ sproch”.

I årenes løb har foreningen også udsendt mange bøger, mest kendt er ”Min føest 1000 oe å synnejysk”.

Det hele bliver koordineret via medlemsbladet ”Æ Blaj” og en meget aktiv åben FB- gruppe.

I denne gruppe kan man tit møde Erik Petersen, Gråsten og Asta Flyvholm Kjær, Busholm. Erik Petersen fortæller mange barndomshistorier fra hans opvækst i Broager, og har desuden skrevet mange sange på Sønderjysk.

Lokalhistoriske foreninger

Enhver by med respekt for sig selv, har en lokalhistorisk forening og/eller et lokalarkiv.

I Broager blev Lokalhistorisk Forening for Broagerland dannet i 1979, hvor arkivet nu hører hjemme på Broagerhus med eget udstillingslokale.

Hvert andet år udgiver foreningen bogen ”Broagerland”, der indtil nu er udkommet 22 gange med over 2.000 siders lokalhistorie.

En byvandring, udflugt og arrangementet ”Hvo blæw de enle aw?” er på programmet hvert år.

Sønderjysk humor

E Havbogasse var et alsisk satirehæfte, som udkom fra 1957 til 1983 i tiden op til jul, og blev ofte brugt som en mandelgave.

Æ Rummelpot er udkommet i Sønderjylland siden 1946 med forskellige redaktører, og rumler stadig meget højt.

For mange er det en ære at blive nævnt i Æ Rummelpot, hvis man har haft næsen lidt for langt fremme, eller gjort sig bemærket på en ofte humoristisk måde.

Sven-Erik Ravn er tidligere journalist og redaktør af Æ Rummelpot. Han har udgivet den meget populære bog ”Sønderjysk Mad”.

I 2019 udgav han bogen ”Sønderjysk Humor – osse for danskere”, med bidrag af Frode Kristoffersen og andre med hjerte for Sønderjylland.

Bogen er fyldt med gode historier fra Sønderjylland, som Sven-Erik Ravn også fortæller om i hans mange foredrag.

 

Rikke Thomsen

Musikeren Rikke Thomsen er opvokset i Blans, og udgav i 2019 albummet ”Omve´n hjemve”, hvor hun synger på sønderjysk.

Hun bragede gennem lydmuren i hele Danmark, og fik megen ros og respekt for denne satsning, der indeholder numre som ”Mojn når vi komme” og ” Åltins koldt i Købennhavn”.

I 2021 kom opfølgeren ”Opland”, hvor Rikke gav den fuld gas, og gav både musikelskere og anmeldere baghjul, da hun kørte rundt i en gammel folkevogn på videoen til ”Ballebrovej 2”, med Asta Flyvholm Kjær ved rattet.

I foråret 2023 opsatte ”Æ Teater” en musikforestilling på teatret Møllen i Haderslev med sange fra ”Omve´n hjemve”.

Alle forestillinger var udsolgte, så der kommer yderligere et par forestillinger til september i år. Got Gaun!

Sønderjysk filmtrilogi

Filminstruktøren Frelle Petersen er opvokset i Aabenraa og lavede den første film i den sønderjyske filmtrilogi i 2019. Filmen hed ”Onkel” og blev optaget omkring Tønder for næsten ingen penge. Tilmed blev filmen lavet af amatørskuespillere, der snakkede sønderjysk – så skal det jo gå galt!

Men ”Onkel” tog fusen på mange, og blev et stort hit, der indeholdt så mange stjerneskud, at anmelderne strøede om sig med mange stjerner til filmen. Te´Løkk!

Filmen fik en Bodil for bedste manuskript, hovedprisen på Tokyo Filmfestival, Sprogforeningens Sprog- og Kulturpris og mange andre priser. Den blev også nomineret til Nordisk Råds Filmpris i 2020.

I 2022 udkom ”Resten af livet” som den anden film i trilogien.

Denne gang med nogle af amatørskuespillerne som gengangere, og skuespilleren Ole Sørensen fra Teatret Møllen i en hovedrolle, som han tog helt bogstaveligt, og blev nomineret til bedste mandlige hovedrolle ved Robert uddelingen.

Skuespilleren Mette Munk Plum, der er opvokset i Sønderborg, spillede også en hovedrolle.

En anden hovedrolle blev spillet af Lasse Lorenzen, som er søn af Joan og Erik Lorenzen i Iller.

Kokken på toppen af Syttende

Den sønderjyske stjernekok Jesper Koch er opvokset i Aabenraa og har en passion for sønderjyske egnsretter, og regerer nu i køkkenet på Hotel Alsik i Sønderborg.

I TV-serien ”Koch´en på toppen” følger man livet på Hotel Alsik, og når Jesper Koch besøger nogle af de små lokale producenter, der leverer fødevarer til restaurant Syttende på Hotel Alsik, der netop igen er blevet tildelt en Michelin-stjerne.

Sønderjysk ambassadør

Asta Flyvholm Kjær er uofficiel sønderjysk ambassadør, eller dronningen af sønderjysk, som der står på plakaten til årets Sankt Hans fejring i Egernsund, hvor hun skal holde båltalen – selvfølgelig på sønderjysk.

Asta er født i Blans med et kreativt gen, som hun viser på mange måder. Hun holder foredrag om alt hvad der drejer sig om Sønderjylland, ofte suppleret med klaverspil og sang.

Hun er leder af Erindringsværkstedet under Lokalhistorisk Forening for Broagerland, og medvirker som skolefrøken i ”Det levende Teglværk” på Cathrinesminde Teglværk, hvor hun fortæller historier på sønderjysk.

Asta har bidraget med artiklen ”Sønderjyske skikke og traditioner”, som Det Kongelige Bibliotek i København har indsamlet til Unescos immateriel kulturarv.

Så nemt kan det siges

Denne artikel slutter med et indslag der er fundet på FB-Gruppen for Æ Synnejysk Forening:

At være sønderjyde er
ikke noget vi går rundt
og praler med…..
Det er bare sådan en
stille glæde vi har

Mojn
å goe synda´

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing