Broager.dk

Stilhed efter storm

Griusvejen ligner nu en vej i Ukraien eller Gaza. Foto: Kaj Østergaard.

Af Kaj Østergaard – efter en cykeltur på Broagerland efter stormfloden.

Opfinderen og humoristen Storm P har engang sagt: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!

Nu hvor skaderne efter 100 års stormfloden med en vandstand på 2.10 meter over
daglig vande, bliver synlige og tilgængelige, får man det ene ”wakeupcall” efter det
andet. Når man kigger på grusvejen ved Skeldebro, ligner den nu en vej i Ukraine
eller i Gaza, efter at en stormflod igen har besøgt den.

I weekenden den 17. og 18 marts 2018 blev vejen bombet i stykker af en stormflod,
som dengang også ødelagde den nye strandpromenade i Sønderborg. Vejen var
derefter lukket i mange måneder, da Kystinspektoratet også skulle høres. Dog var
vejen åben for gående, da den er en del af Gendarmstien.
Nu er vejen ødelagt igen, da ½ meter sand og sten har lagt sig på vejen og videre på
den anden side. Forsyningskabler ligger synlige, og det øverste af et bord- og
bænksæt titter lige op over sandet.

Vind og vejr smadrer to badebroer

Den 19. november 2022 bragte JydskeVestkysten artiklen ”Vind og vejr smadrer to
badebroer”, hvor Erik og Elin Christensen fra Vemmingbund kom med et opråb om
at kystsikre i Vemmingbund, efter at endnu et farligt vejr havde hærget området. Et
opråb, som nu har vist sig at være meget aktuelt.

Den 2. januar 2019 husker man stadig i Vemmingbund, da en stormflod ramte
kysten med en højde af 1.62 meter over daglig vande. Beredskabet udlagde en 800
meter lang watertube langs hele Vemmingbundstrandvej, som bestod sin prøve.
Med det voldsomme vejr, der kommer med kortere og kortere mellemrum, er
spørgsmålet: Hvornår kommer det næste gang?

Stormfloden 13. november 1872

En anden dato som huskes i Vemmingbund, er den 13.november 1872, hvor en
historisk og voldsom stormflod ramte det sydlige Danmark. I Vemmingbund skyllede
denne stormflod 10 huse i havet og 1 mistede livet. På det stråtækte hus på
Vemmingbundstrandvej 70 sidder der en plade, der viser vandstandshøjden i 1872.

Kragesand blev ved denne stormflod ramt af en vandstand på 3.6 meter over daglig
vande. Dette kan man ligeledes se på en plade, der kan ses på det hvide hus på
Kragesand nr.3.

Af hjertet tak

Når naturens kræfter raser, er vi mennesker små. Med rettidig omhu og et fantastisk
arbejde fra Beredskabet i døgndrift og mange frivillige hjælpere, så blev skaderne
minimeret, så godt de kunne – trods alt. Af hjertet tak.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing