Tilflytter-succes på Broagerland skal udvides til flere landsbylaug i kommunen

Billedet er fra Get-Together cafeen på Broagerhus i foråret.

Fem landsbylaug på Broagerland og Broager Udviklingsforum har haft succes med arrangementer, der skal fastholde tilflyttere. Konceptet er så stærkt, at kommunen nu håber at få ideen og aktiviteterne udvidet til de andre landsbylaug i kommunen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Af pressemeddelelsen fremgår, at Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab har godkendt, at der oprettes en pulje på 100.000 kr., som skal bruges til at udbrede erfaringerne til flere landsbylaug i Sønderborg Kommune.

Ture på Broagerland, lørdagscafé og et stort fællesarrangement med foreninger og tilflyttere er indtil videre de tiltag, som en række foreninger på Broagerland har haft succes med. Succesen bakker op om kommunens Handleplan for Medborgerskab, hvor ét af målene er at bygge bro mellem lokale borgere og tilflyttere og dermed fastholde tilflytterne.

Erfaringerne skal nu udbredes til flere landbylaug i Sønderborg Kommune. Derfor har Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab vedtaget, at der etableres en pulje på 100.000 kr., som landsbylaugene kan søge.

– Her ser vi et godt eksempel på, at borgere og foreningslivet på smukkeste vis har taget initiativ og har involveret sig i at integrere tilflyttere i byerne. Det her er det gode eksempel på medborgerskab, og deres erfaringer vil vi rigtig gerne brede ud til flere landbylaug med den nye pulje. På den måde skal vi gerne få tilflytterne til at trives og blive boende, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab – og i øvrigt også er formand for Broager Udviklingsforum.

Beslutningen understøtter Handleplan for Medborgerskab 2024-2025, som består af seks handlinger. Handling nummer 3 er: Bygge bro mellem danske og udenlandske tilflyttere og lokale borgere.

– Handleplanen lægger op til, at vi skal afprøve nye måder at løse aktuelle udfordringer på sammen med fx foreninger. Og det er netop nogle rigtig gode erfaringer, som landsbylaugnene på Broagerland har høstet. Dem vil vi brede ud til flere byer, så Sønderborg Kommune fortsat er et godt sted at leve og bo, siger Thomas Worm Larsen, der er næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.

Den nye pulje vil blive præsenteret for landsbylaugene, og aktiviteterne skal foregå fra 2024 og gennem 2025.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing