Så nåede kalenderen frem til søndag den 19. februar. Det betød, at et par timer af eftermiddagen for mange børn, forældre, bedsteforældre og andet godtfolk blev brugt på brandstationen i Broager. Brandværnet havde inviteret på tøndeslagning i forbindelse med fastelavnen.
61 børn havde tilmeldt sig og havde i dagens anledning iklædt sig forskellige fine udklædninger. Flere havde brugt fantasien og fundet de kreative evner frem.
Brandværnet var mere end tilfreds med det flotte fremmøde, specielt fordi der også var fastelavn i både Skelde og Egernsund samtidig.
Udklædningerne rakte lige fra brandmænd, politifolk, prinsesser, Superhelte over en Candyfloss, en vaskemaskine med både rigtigt armatur på brystet og vaskemiddel på toppen – til en brandbil med brandslange og det hele.
Allerede før klokken 14.00, hvor det hele skulle starte, strømmede det til med mennesker. Der var ligefrem kø i indgangen for at få udleveret et nummer som skulle bruges til at finde de bedst udklædte.
Herefter blev alle gæsterne informeret om, at såfremt bipperne gik i gang, så skulle de sammen med børnene trække ud til væggene, for så kom der en masse brandmænd farende, der skulle ud til en mulig ildebrand. Det var der en mindre pige, der havde bidt mærke i og fortalte alle der kom forbi. God tankegang i den alder.
Så kom tiden til det primære, nemlig tøndeslagningen. Her blev der i den grad brugt energi på at få katten ud af tønden, og det lykkedes for alle 3 tønder. Her gik der forholdsvis kort tid inden bunden blev slået ud af den første, så var fokus flyttet over på indholdet, men kort tid efter fortsatte tøndeslagningen, så der kunne kåres en kattekonge/dronning.
I forbindelse med tønderne oplyste Andreas fra Brandsværnet, at de havde været en tur forbi byens børnehaver for at blive udsmykket. En tradition de havde startet for et par år siden og gerne ville bibeholde.
Efter at alle 3 tønder havde ladet livet, så stod den på boller, saft og andet godt,og det var ikke mindre populært. Her skulle der kåres 3 vindere af de flotteste udklædninger.
Her havde brandværnet inviteret Martin Hansen fra BUI Rock til at agere dommer. Han havde endda iklædt sig sin fine blå/hvide jakke, som mange kender fra BUI Rock. Han havde fået en svær opgave og måtte virkelig sætte de små grå i sving. De 3 bedste udklædninger var vaskemaskinen, brandbilen og robotten.
Inden det hele sluttede, blev der også mulighed for at få set en brandbil indeni og endda få lov til at styre. Selv hornet blev lige afprøvet, for virkede det nu også. Det gjorde det.
Børnene og forældrene havde et par gode timer på brandstationen og fik både set og oplevet, at brandfolk ikke kun er nogen der kommer, når uheldet er ude. De er også til sjov og ballade, når tiden er til det og vil gerne vise dette til Broager by og lands befolkning.
Men var alarmen gået og uheldet havde været ude, så var det hele vendt på hovedet og deres primære funktion taget over. De har en plan, indtil virkeligheden viser sig fra sin knap så positive side. For så har de en anden plan.
Tak til Brandværnet for et fint arrangement.
-jørgen.
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing