Broager.dk

Fondsformand: Søg jer en træskulptur!

For 15 år siden arvede Finn Johansson, Sønder Kettingskov på Als ganske uventet en masse penge fra sin nære ven og kollega Uwe, der var medindehaver af Wollfs Auto. Pengene skal han forære væk ved at støtte kulturen i Sønderborg Kommune.

Og derfor har vi på Broagerland i dag stående 12 træskulpturer fra den årlige event i Sønderborg, hvor kunstnere fra hele verden siden 2012 i uge 25 har forvandlet en egetræs-klump til kunst.

Broager.dk omtalte i sidste uge, hvordan én af skulpturerne, Par i intim dans, er ved at blive restaureret af frivillige i træværkstedet på Broagerhus, og historien, du nu er i gang med at læse, handler om pengene, om fonden, om ideen og det særlige fokus, fonden og kommunen har, når de skal beslutte, hvor årets træskulpturer skal placeres – ude som inde.

-Vi vil meget gerne have fokus på nogle yderdistrikter. I Sønderborg by foregår der meget. Vi kan måske gøre en større forskel ved at komme ud omkring. Derfor kigger vi meget på geografien og prøver virkelig på at få skulpturerne fordelt, også ude i hjørnerne af kommunen. Søg gerne om en gratis skulptur i år, lyder opfordringen fra Finn Johansson til Broagerland. Mere følger senere om, hvordan I søger.

Har fokus på områder uden for Sønderborg

Uwe Wolff’s Fond blev oprettet den 11. september 2008, og første træf med internationale kunstnere i Sønderborg blev gennemført i 2012. Samme år fik Broager skulpturen Par i intim dans.

– Faktisk blev ideen med et årligt træsymposium født i Højer. Jeg kommer selv fra området, og Højer  var nødt til at sælge deres skulpturer til højestbydende og havde svært ved at få det hele til at løbe rundt. Der var ikke nogen besøgende.

Da sagde jeg i flæng, at det skal ligge midt inde i Sønderborg.  Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige i fonden, at det kunne være en god ide.

Jeg ringede til borgmester Aase Nygaard. – og foreslog aktiviteten henlagt til torvet. 10 minutter senere fik jeg spørgsmålet:  Hvad med at placere det nede på havnen! Det er et godt initiativ. Du bliver ringet op for det videre forløb.

Der gik vel fem timer, så ringede kommunen tilbage, og vi holdt et møde allerede i samme uge. Og på det tidspunkt havde jeg fået accept fra Højer. De ville lukke det ned, så de ville gerne hjælpe mig i gang med det i Sønderborg.

Pengene havde vi jo – og så skulle der jo ”kun” laves en hulens masse arbejde. Jeg fik kontakt til kommunens Kultur og Event, og vi gik i gang. Og umiddelbart blev det en succes. Lidt corona fik vi ind imellem. Vores forrige år var det i Gråsten. Det var et genforeningsprojekt, der ikke blev til noget pga corona. Men i Gråsten gennemførte vi med lokale kunstnere fra Danmark og Tyskland, som så kunne køre hjem hver aften. De skulle ikke indlogeres. Det gik vældig fint.

Ideen er at vise håndværk!

Sønderborg Kommune og Uwe Wolff’s fond finansierer det årlig træsymposium ved Sønderborg Slot, og det var Finn Johansson, der fik ideen til at samle internationale kunstnere til i uge 25 at vise, hvad et håndværk er, og hvordan klumpen af træ bliver til et kunstværk.

-Jeg har ikke forstand på hverken skulpturer eller træ, og ideen var heller ikke en masse skulpturer men at få folk hjemmefra og ud og se noget håndværk, hvor forskelligt det er, i uge 25 og så vil vi gerne samle kunstnere fra det meste af verden, så publikum kan få et indtryk af forskelligartet kunst. De deltagende kunstnere er jo forpligtet til også at holde foredrag og fortælle om både kunst og deres land. Det har mange skoler haft glæde af. Og vi har et rimeligt stort besøgstal til vores arrangement. Det er tilfredsstillende. Et fantastisk frivilligt team ordner alt det praktiske.

Uddeler op til 500.000 kr. om året

Vi arbejder sammen med SOS børnebyerne, som får noget ud af det, og en kunstskole i Flensborg, som begejstrede. De har ikke noget lignende i Tyskland.

Træskulptur-aktiviteten er fondens mest profilerede. Almindeligvis hjælper til i al stilhed. Med 300-500.000 kr. om året, som vi deler ud. Og vi er meget opsøgende. Det er helt utroligt, hvad 10-20.000 kr. kan gøre af forskel for en lille forening, hvis de har det skidt. Rigtig mange har stor glæde af småbeløb. Det betyder noget for nogen. Vi prøver på at være meget opmærksomme, også på arrangementer, man har svært ved at sælge billetter til.

Sådan søger I

Der er nu adgang til at ansøge om at modtage en af de flotte skulpturer, der vil blive til i ugens løb.

Kunstnerne tegner hver en skitse. De kan dog sagtens finde på noget helt andet, når først de sætter motorsav, stemmejern og slibere til deres træ-stamme, og inspirationen viser andre muligheder.

Krav til modtager
• I er en kvalificeret ansøger, når et større antal borgere har adgang til at se skulpturen. Det kan for eksempel dreje sig om større virksomheder, offentlige institutioner, bysamfund, foreninger og lignende.
• I forpligter jer til at hente og opstille skulpturen, og I må ikke videregive den eller handle med den.
• I forpligter jer til at deltage i samtlige fællesarrangementer i forbindelse med WoodSculpture.

Send en ansøgning med begrundelse for, hvorfor lige I er den rette modtager. Skriv til modtagskulptur@woodsculpture.dk

Fakta

De seneste ti år har arrangementet med træskulpturer bidraget til kunstoplevelser på Broagerland med nedenstående gaver:

2012
Hjemmeplejen Distrikt Fjord Broager, Broagerhus, Allégade 4.
Dorthe Hedensted Lund, Danmark
Par i intim dans

2013
Broagerhallen, Skolevej 5.
Lele Trabb, argentina
Ligner et fabeldyr – ingen navn

2015
Adventure Efterskolen, Skeldekobbel 13.
Miklys Gabor, Ungarn
Needle

2018
Alrunen, Stensigmose 8.
Arijel Strukelj, Slovenien

2018
Foreningen af Grund- og Sommerhusejere i Iller og Brunsnæsområdet samt Brunsnæs, Iller og Busholm Landsbylaug (BIB)
Cem Erkal, Tyrkiet

2022
Smøl Landsbylaug, ved Petersens Maskinfabrik
Grazyna Szymala-Wolynska, Polen
In Motion

 

2022
Foreningen Cykelfærgens Venner, ved anløbsstedet i Brunsnæs
Sabine Boisen, Danmark
En drøm om vinger

 

 

 

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing