Forlænger hjælpen til unge med stress

En evaluering af stresshåndterings-kurset Åben og Rolig for Unge viser positive resultater for deltagerne. Men langtidskonsekvenserne kendes ikke, så derfor forlænger Sundhedsudvalget projektet i et år.

Åben og Rolig for Unge er et gruppeforløb til unge i alderen 15-25 år med fokus på at reducere symptomer på stress og give deltagerne redskaber til at håndtere hverdagen. En evaluering af effekten af Åben og Rolig for Unge viser, at det virker umiddelbart efter afslutning af forløb.

Viden om langtidseffekten af Åben og Rolig for unge er derimod begrænset, og derfor har Sundhedsudvalget besluttet at forlænge projektet med et år.

– Stress hos unge er et alvorligt problem, og derfor giver det rigtig god mening at forlænge tilbuddet for at få mere viden om langtidseffekterne. Det vil give os et bedre beslutningsgrundlag for at vurdere, om Åben og Rolig for Unge er den rette indsats til målgruppen i Sønderborg Kommune, siger Didde Lauritzen, formand for Sundhedsudvalget.

Med forlængelsen vil der blive indsamlet data tre måneder efter deltagerne har afsluttet forløbet.

– Resultaterne fra Åben og Rolig for Unge viser samlet set, at indsatsen er med til at forbedre de unges mentale trivsel på flere forskellige parametre. Det giver også et billede af, at der fortsat er behov for indsatser til fremme af unges mentale sundhed i Sønderborg Kommune, og det er det, vi siger ja til nu, siger Bo Kleis Christensen, der er næstformand for Sundhedsudvalget.

Sundhedsprofilen 2021 viste, at den mentale sundhed hos unge i Region Syddanmark har været faldende siden 2013, og midtvejsstatus fra 2023 bekræftede udfordringsbilledet.

En forlængelse af Åben og Rolig for unge vil understøtte Byrådets Vision 2022-2025 om ”Et godt liv” og Sundhedspolitikken 2023-2026 og særligt sundhedsplan 2 – Mental sundhed. Forlængelsen af Åben og rolig for Unge forventes at koste 284.000 kr.

Resultater fra Åben og Rolig for Unge:

– 78 pct. af deltagerne oplever en reduktion i stress

– 98 pct. af deltagerne får redskaber og strategier, som de kan bruge i hverdagen

– 96 pct. af deltagerne føler sig bedre i stand til at arbejde videre med egne udfordringer efterfølgende.

Evalueringen viser desuden positiv effekt på en række andre parametre med stor betydning for den samlede mentale sundhed:

– 74 pct. af deltagerne oplever en reduktion i angst

– 64 pct. af deltagerne oplever en reduktion i depression

– 66 pct. af deltagerne oplever en øget livskvalitet.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing