Over 5.000 kr. at spare på varme næste år

Bestyrelsen for Broager Fjernvarme har godkendt budgettet for 2024 og samtidig besluttet at sænke varmeprisen fra 995,00 kr. til 687,50 kr. pr MWh. Dermed nærmer Broager sig prisen hos kommunens største fjernvarmeselskab, Sønderborg Varme, som opkræver 558 kr. pr. megawatt-time.

Et næsten farvel til gas gør den grønne fjernvarme billigere i Broager.

Varmeudgiften for et standardhus, der defineres som et hus på 130 m2 med et varmeforbrug på 18,1 MWh, vil herefter ændres fra 23.547,00 kr/år i år til 17.981,25 kr/år for 2024. Besparelsen i varmeudgiften er med andre ord i størrelsesordenen 5.565,75 kr næste år for standardhuset.

For en tilsvarende standard lejlighed på 75 m2 med et varmeforbrug på 15 MWh, giver det en reduktion i  prisen i Broager på 4.612,50 kr. næste år.

(Alle priser er incl. moms)

Er man tilsluttet Sønderborg Varme, bliver udgiften til varme i et standardhus på 130 kvadratmeter med et varmeforbrug på 18,1 MWh uændret på lidt over 14.000 kroner på årsbasis og med lidt over 14.000 kr. om året for en standardlejlighed på 75 kvm.

Taksterne i Broager for fjernvarmetilslutning forbliver uændrede og afspejler omkostningerne. De vil fremgå af takstbladet for 2024, som vil kunne ses på Broager Fjernvarmes hjemmeside fra 1. januar 2024.

Som besluttet på generalforsamling den 23. marts i år ændres betaling til kvartalsvis med betaling første gang den 1. feb. 2024.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing