Så oprandt den sidste søndag før juleaften. En dag, som mange børn havde set frem til. For så skulle de op og vække julemanden.
Han skulle jo helst være kampklar til den 24. december. Det blev han, men det holdt hårdt for børnene at få ham kaldt frem. Han var nok kommet sent hjem fra arbejde i nat, hvor de mange pusser i vinduet skulle fyldes med gaver til de flinke børn og koks til de uartige. Men den sidste gruppe har vi ikke i Broue, tror skribenten. Der var i hvert fald umiddelbart kun glade børn i eftermiddags.
Jublen var stor, da julemanden kom frem på taget af Sparekassen og efterfølgende blev afhentet med stigen af Brandværnet. Da han var kommet ned, tog han sig tid til at tale med flere af børnene, inden han satte sig i kareten og blev fragtet rundt i byen med Brandværnets musikere i front. Turen i kareten foregik med 2 heste. Rudolf havde endnu ikke fundet julemanden. Mon ikke han gør det inden på søndag ? Det må vi da håbe.
Turen gik til torvet ved Brugsen, hvor der blev danset rundt om juletræet og sunget flere julesange.
En god dag i Broue med mange glade børn. De fik i hvert fald, hvad de kom efter og nok en enkelt karamel eller 2 fordelt af julemanden og hans hjælpere.
– jørgen
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing