Broager.dk

Sæson-åbning med røg og alarm

Af Asta Flyvholm Kjær

Lørdag den 23. marts 2024 åbnede Museum Sønderjylland for Cathrinesminde Teglværk – Museum, efter nedlukningen i 2023.

I 2023 stod alle de frivillige for gennemførelsen af ”Det Levende Teglværk” i juli måned. Det blev 3 spændende dage, hvor besøgsantallet var rigtig stort og der var gang i alle mulige aktiviteter på hele Teglværket. Af stor betydning var, at der var gratis adgang.

Museum Sønderjylland står bag sæsonåbningen, og flere frivillige mødte op og gjorde en forskel de steder, hvor det var muligt.

Arbejderboligerne ved Iller Strand, blev i efteråret 2023 oversvømmet, og der venter et større renoveringsarbejde.

Æltemøllen venter på sommeren, så der kan komme gang i leret og de små teglsten igen.

Dagen startede med optænding i det gamle komfur i det ”Historiske køkken”. Det gav røg i køkkenet, og udløste dermed brandalarm på hele Teglværket. Inden længe var ”Broager Frivillige Brandværn” fremme med brandbil, mandskab og røgdykkere.

Der var røg, men kun den ild, der skulle bruges i komfuret, og der kom luft gennem skorstenen, og gang i pandekagebagningen.

Spindekonen med sin rok og sypigen med sin gamle hånddrevne ”Singer” symaskine, gik over i ”Skolestuen” – der var der el-varme.

I ”Skolestuen” var der mulighed for leg og spil som i gamle dage. Til stor fornøjelse for både børn og voksne. Skolefrøknen underviste i ”synnejysk sproch” og Bibelhistorie som den var i Iller Skole i 1899.

Der var mulighed for rundvisning på Teglværket og leg med små teglsten. Man kunne også købe ind i Museumsbutikken.

I Cafeen var der dækket fint op med duge og blomster på bordet, hvor både kaffe og kage var gratis.

En dejlig dag med mange besøgende, og de glædede sig allerede til, at det bliver sommer med ”Det Levende Teglværk”.

På gensyn den 19. 20. og 21. juli på Cathrinesminde Teglværk Museum. www.msj.dk

Hilsen fra ”E skoelfrøken” Asta Flyvholm Kjær  www.mojnasta.dk

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing