Af Kaj Østergaard
Opfinderen og humoristen Storm P har sagt: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.
I denne lange tørkeperiode taler alle om vejret. Vejret er ”hot spot” i alle nyhedsudsendelser, da det har enormt stor indflydelse på landmændenes høstudbytter, brandfare m.m.
I de sidste årtier har vi set mange vejrekstremer og vejrrekorder rundt om på kloden. Lige fra langvarig tørke og vilde temperaturstigninger i Spanien, hvor flamingoerne flygter fra de store laguner i Malaga området, til store skybrud i Italien og Balkan landene med enorme oversvømmelser og skader til følge.
Her på Broagerland oplevede vi en enorm stormflod i 1872.
Stormfloden 13. november 1872
Omkring 10. november 1872 var der en kraftig storm fra vest, som pressede vandet ind i Østersøen, inden vinden gik over i nordøst den 11. november.
Vandet steg nu meget, og pressede vandet tilbage til det sydlige Jylland og Tyskland. Flere skibe sank, og vandmasserne skyllede mange huse væk.
Ved Kragesand stod vandet 3.6 meter over daglig vande, der skyllede et par huse væk, og andre måtte flygte op på loftet, inden de blev reddet i land. Ved gården Rojhus på Skeldemark stod vandet op til øverste trappetrin til huset!
På det hvide hus på Kragesand nr.3 er der markeret, hvor højt at vandet stod.
I Vemmingbund blev 10 huse skyllet væk, og 1 mistede livet. På det stråtækte hus der ligger på Vemmingbundstrandvej nr. 70, er der ligeledes en markering på husmuren.
Stormfloden den 13.november 1872 blev Danmarks største strandingskatastrofe.
Højere temperaturer giver mere vand
Med de stigende temperaturer, ”græder” de grønlandske isbjerge og verdenshavene stiger. Hvis temperaturerne fortsætter med at stige, kan tre fjerdedele af gletsjerne i Himalaya være væk i år 2100.
I mange år har vi tit oplevet, at Havnekajen i Sønderborg og Flensborg bliver oversvømmet.
I weekenden 17/3 – 18/3 2018 blev den nye havnepromenade i Sønderborg ramt af højvande og en uheldig vindretning, der oversvømmede og beskadigede området. Grusvejen ved Skeldebro blev også oversvømmet, som beskadigede vejen, og lukkede den i mange måneder.
Gendarmstien blev også beskadiget flere steder af højvandet, som vi ofte oplever.
Den 2. januar 2019 stod vandet 1.62 meter over daglig vande i Vemmingbund, så man frygtede at vandet ville gå over asfaltvejen og skylle ind i sommerhusområdet. Derfor kom der hjælp fra Beredskabsstyrelsen, der lavede et mobilt dige over 800 meter på stranden ved hjælp af en watertube.
Efter sol kommer der regn
Sommeren 2018 blev en lang tørkesommer, der gik hårdt ud over afgrøderne. I 2022 oplevede vi igen en lang tørkesommer med tørlagte søer og vandløb, der sluttede med et dobbelt skybrud over Broagerland den 9. september, som gav mange oversvømmelser og skader.
Her i 2023 har Danmark igen oplevet en langvarig tørke – nok ikke sidste gang!
I fremtiden vil vi nok se nye afgrøder på markerne, i Skelde findes der allerede 2 vingårde. Måske bliver Broagerland et nyt vindistrikt!
Orkanen Allan
Den 28.oktober havde orkanen Allan meldt sin ankomst til Danmark, og anrettede store skader i de få timer den var i landet, og efterlod 3 døde i Danmark.
Ved Røsnæs Fyr på Sjælland blev der målt en middelvind på 39.5 m/s, og ved Kegnæs Fyr blev der målt et vindstød på 53.5 m/s, som er dansk rekord.
Denne rekord er skrevet på TV 2´s blå vejrbil, som de kører rundt med i Danmark, når de laver udendørs vejrudsendelser.
På den samme vejrbil står der også Marstal 8.-9. juli 1931, der fik 169 mm regn på et døgn, som stadig er dansk rekord. Broagerland fik i samme weekend 146 mm regn på et døgn! Da himlen åbnede sine sluser over Broagerland, var det som syndfloden – eller en tsunami. Bare fra oven. Det gav et dæmningsskred på Broagerbanen omkring Dynt. Dette kan man læse mere om i bogen ”Broagerland XXII.
Orkanen Allan ødelagde også taget på det tidligere Rådhus i Broager, som på det tidspunkt husede Sønderborg Kommunes hjemmepleje. Hjemmeplejen blev derfor midlertidigt flyttet til den tidligere skole på Skovgade.
Hjemmeplejen faldt godt til i de nye lokaliteter, med plads til alle medarbejdernes og hjemmeplejens biler, så de bor stadig i de ”midlertidige” lokaler.
Det tidligere rådhus gennemgik en større reparation af taget, og senere en stor ombygning, så bygningerne den 1.april 2017 kunne åbne som medborgerhuset ”Broagerhus”. Det kan vi takke orkanen Allan for!
Jeg har selv mærket orkanen Allan på min egen krop – det kan ikke anbefales!
Modvind på cykelstien
” Mandag den 28. oktober 2013 kl. 13.50 havde jeg en tid hos en fysioterapeut i Nybøl. Jeg hørte i radioavisen om morgenen, at orkanen Allan havde meldt sin ankomst hen på eftermiddagen. Jeg skønnede at jeg godt kunne nå min aftale hos fysioterapeuten, som jeg gerne ville overholde. Over middag cyklede jeg til Nybøl i et flot og stille vejr. Da jeg cyklede forbi Nybøl Kirke, kiggede jeg på de store og flotte træer, der står ud mod Amtsvejen, og derfra cyklede jeg ned til Katforte, hvor jeg kunne holde et pitstop og få en behandling af fysioterapeuten.
Her blev jeg lidt nervøs, da jeg opdagede at terapeuten var ½ time forsinket! Efter behandlingen kunne jeg se, at der allerede lå nogle grene og tagsten på vejen ved Katforte. Da jeg kom op til Nybøl Kirke, troede jeg, at jeg så et fatamorgana. De store træer som jeg var cyklet forbi 1½ time før, havde orkanen Allan slået knockout, så de nu allesammen lå på jorden!
Jeg havde desværre glemt min telefon derhjemme, så jeg tog chancen og trak cyklen på cykelstien mod Bøffelkobbel. Ved motocrossbanen kunne jeg ikke stå fast længere, så nu var jeg på herrens mark. Heldigvis stoppede der en lukket kassevogn, og chaufføren tilbød at køre mig hjem.
Ved Smøl var der også væltede træer op mod byen. På Højmarken lå der et væltet træ, og en skurvogn var væltet rundt og blæst ind i en gavl. Kort tid forinden var der håndværkere i skurvognen! Set i bakspejlets klare lys skulle jeg nok ikke havde cyklet til Nybøl den dag. Herre Jemini! ”
Det danske vejr
Alle har sikkert mærket på egen krop, hvor voldsomme kræfter vejret kan indeholde, eller set utrolige naturkræfter i fjernsynet fra tornadoer og lignende.
Hvis man stikker næsen frem i det danske vejr, skal man holde vejret, og stikke en finger i vejret, for at se hvad vej at vinden blæser. Hvis det ikke er blæse- eller regnvejr, kan man roligt trække vejret igen!
Ellers kan man ty til den gamle sang – Mariehønen:
Flyv op imod himlen, og be´ om dejligt vejr
Flyv op gennem sky´rne imens jeg venter her
Flyv op efter alt det, vi ønsker hver især
Flyv op imod himlen og be´om dejligt vejr
—
Denne historie var den sidste i miniserien SØNDAGSORDET – for denne gang.
God søndag!
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing