Af Kristian Pallesen
Flere end 100 børn fra børnehaverne i Broager mødes nemlig fredag formiddag for at indvie Broagers nye naturformidlingshytte ved naturperlen Loddenmose for enden af Stærevænget.
Hytten er udstyret med en grejbank, så børnene kan fiske med net i søen, finde krible krable dyr og se på fugle – på fredag under kyndig vejledning af kommunens naturvejledere.
Hytten på 20 kvadratmeter er opført af Broager Udviklingsforum som et bidrag til at opfylde Broagers bystrategi og ønsket at bringe byens borgere tættere på naturen og skabe læring og oplevelser for børn, unge og gamle.
Broager Udviklingsforum har fået tilskud fra Sønderborg kommune, Friluftsrådet, Naturvejlederne og velvillige lokale håndværkere samt sponsorer. Og fredagens formiddagsprogram for børn følges op fredag eftermiddag med en indbudt reception for hyttens 14 naboer og en halv snes håndværkere, som har opført byggeriet.
Fra kl. 16-17 er alle velkomne til at kigge forbi og få forevist hytten og dens muligheder.
Det er planen, at naturformidlingsområdet skalbruges af børnehaverne og Broager Skole i deres formidling/undervisning – og af byens borgere for at skabe større interesse og respekt for naturen.
Hytten er en åben bygning med plancher, langbord og en aflåst grejbank. Ruminddelingen giver også plads til, at familier kan spise deres medbragte frokost ved et bord-/bænkesæt, eller lave aftensmad med en medbragt grill en varm sommeraften. Her kunne formidling om nedbrydningstid for affald i naturen f.eks. indgå for at skabe opmærksomhed omkring dette problem.
På sigt er det ønsket, at søen kan blive renset op,og der bliver lavet naturlige øer ude i søen for dermed at skabe endnu bedre yngleforhold for fisk og fugle. Ønsket er også at få etableret en lille bro ud i søen, så det bliver lettere at finde små dyr og insekter.
Ved indvielsen bliver der holdt taler af Christel Leiendecker, formand for Broager Udviklingsforum, af Daniel Staugaard som med-initiativtager til projektet, af Andreas Hermann, Naturcenterleder ved Sønderborg Kommune – og af Erik Krogh, som har stået for byggefasen.
Broager Udviklingsforum har ansvaret for hytten.
Håndværkere er:
Aj-Byg, Keld Ebbesens Efterfølger, Ole Jensen El-Service, RC-Multiservice, Sønderborg Bad og Varme.
Sponsorer er:
Matzen Tegl, Egernsund -Wienerberger, SvaneTegn, Broager Vandværk.
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing