Broager.dk

BUI Motion fortsætter uden formand

Det tager tid at komme tilbage efter coronaen. Det mærker i hvert fald BUI Motion. Selvom medlemstallet er på flotte ca. 90 motionister, så er det svært at få rigtig gang i medlemmerne, både søndag og onsdag.

-I forhold til tidligere kommer der kun få til træningerne – især om onsdagen, oplyste formand Lars Lundsgaard Sørensen i bestyrelsens beretning i aften onsdag, hvor træningen var droppet til fordel for socialt samvær. Med 26 tilmeldte hører BUI Motion til de klubber der har en ganske pæn tilslutning.

I denne omtale vender jeg tilbage til årets gang i klubben. Først handler det om formanden. Han varslede nemlig for nogen tid siden, at han stopper på posten. Efter tre år, der har lært ham et par ting.

-Jeg har lært noget om, dels hvor vigtigt det er at have en ordentlig plan at gå frem efter – men også hvor svært, det kan være at få frivillige til at gå med på planer. Det er vilkårene, når man arbejder med frivillige. Jeg kan jo kun foreslå og anbefale men ikke påbyde en frivillig, hvordan en opgave bør løses, noterer han.

Lars Lundsgaard Sørensen har været med i foreningen i 14 år og fik interessen for løb, efter at han havde holdt kondien ved lige med spinning i vinterhalvåret. -Spinning var for kedeligt, siger han. Og efter at have løbet selv, meldte han sig ind i BUI Motion. Utallige er de gange, hvor han også har løbet mellem bopælen i Nybøl og arbejdspladsen på EUC Syd i Sønderborg.

Det er alderen, netop fyldt 70 år, som får Lars Lundsgaard Sørensen til at siger farvel til formandsposten. Og hvem skal være afløser?

– En afløser har jeg ingen anelse om. Jeg har forsøgt men er ikke lykkedes med at finde én, så det bliver lidt spændende, sagde formanden i eftermiddag forud for generalforsamlingen.

Generalforsamlingen lykkedes ikke med at vælge ny formand. I stedet valgte man pragmatisk at udvide bestyrelsen med ét medlem, og nyvalgt blev derfor to medlemmer, John Hansen og Maria Korsholm. Øvrige valg var genvalg.

Årets gang i klubben

30. april var vi på klubtur til Ree Safaripark.

18. maj havde bestyrelsen aftalt med hjerteforeningen, at Martin skulle komme forbi og give os et kursus i brug af hjertestarter.

Pinseturen 5. juni gik denne gang til nordsiden af Aabenraa fjord, og som mange ved, er der gode bakker her.

14 dage efter Gendarmløbet blev der holdt klubmesterskab. En hyggelig dag, hvor der både blev løbet, gået, snakket, grinet og spist grillpølser.

Som regel sidste onsdag i de seks vintermåneder bliver der svedt godt igennem med god træning for lårmusklerne ved trappetræning hos EUC Syd.

Juleafslutning lykkedes igen med gløgg, æbleskiver, julekonkurrence og en masse snak, og Skodsbøl Nytårsløb lykkedes igen-igen med ca. 100 tilmeldte.

Løbe- og motionsaktiviteter:

VI er jo en løbe- og motionsklub, så vores dagligdag er jo fyldt med disse aktiviteter. Vi har gang i disse forskellige hold:

5 km

10 km

Løb langt – meget langt

Et gå-hold, som efterhånden er vokset sig stort og stærkt og:

Mandags-cyklisterne som mangler en tovholder til at tilrettelægge en tur hver mandag. Kontakt én fra bestyrelsen, hvis du har lyst til det.

Træner-team

Vi er 10 i trænergruppen – altså trænere og hjælpetrænere. Det er godt, at gruppen er så stor, men den må meget gerne blive endnu større. Jo flere trænere, vi er, jo mindre bliver belastningen af hver enkelt.

Tusind tak til alle trænere, der har gjort et kæmpe arbejde for at få det til at hænge sammen. Det kræver virkelig meget som træner at tilrettelægge en træning og møde op, selvom man godt ved, at der – især om onsdagen – ikke kommer mange løbere.

Tidligere var der mange – som i rigtig mange – til de sjove onsdage, hvor vi havde bakketræning både på Cathrinesmindebakken og på bakken ved Lille-Dynt, intervaltræning ved Broager skole og hvad trænerne ellers kunne finde på af sjove tiltag, der skulle ”skjule”, at vi lavede intervaltræning. Vi havde det egentlig SÅ sjovt, at vi slet ikke betragtede det som træning.

Og noget bider sig selv i halen: Kommer der ingen til træningerne, bliver trænerne skuffede og melder fra. Det får nogle af medlemmerne til at blive væk fra træningerne, for når der ikke er trænere, vil de ikke komme. Det får igen flere trænere til at melde fra, og så kører svikmøllen.

Mit ønske for 2023 er, at vi kommer ud af den onde cirkel og bevæger os tilbage mod ”de gode, gamle dage”, hvor der kom rigtig mange – både om søndagen og om onsdagen.

Lars Ludsgaard Sørensen sluttede sin sidste beretning med en tak.

– En stor tak til bestyrelsen, trænerne, alle hjælpende hænder, deltagere i aktiviteterne samt vores sponsorer. Det hele bliver meget sjovere i et godt fællesskab.

Her plejer Dronningen så at slutte af med ”Gud bevare Danmark”, men jeg vil slutte af med ”En dag uden træning er en dag uden mening!”.

Årets klubmedlem

Traditionen tro valgte de fremmødte på generalforsamlingen også et medlem af klubben, som fortjener titlen som årets klubmedlem. Afstemningen gav en klar vinder: Lars Lundsgaard Sørensen fik den afgående formands underskrift på diplomet – og afslutningsvis flotte roser i bogstaveligste forstand og i overført betydning. – Du er en institution i klubben, konkluderede næstformand Erik Haase og fremhævede den afgående formands mange initiativer, ihærdighed, fantastiske humør og lune humor, som alle sætter stor pris på –  og hans stålsatte vilje til at gennemføre Gendarmløbet, uanset hvad.

Foreviget med gave og blomster kan Lars Lundsgaard Sørensen se tilbage på en aktiv indsats for BUI Motion. (Fotos: Kristian Pallesen)

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing