Broager.dk

Christina Bakke er ny HR-chef i kommunen

I dag er det offentliggjort, hvem medarbejderne får som ny HR-chef. Et enigt ansættelsesudvalg har peget på  Christina Bakke. Hun er ikke helt ubekendt med jobbet, da hun har været konstitueret i stillingen siden august, men fra den 1. december 2023 er stillingen permanent.

Der har været 16 ansøgere til stillingen som HR-Chef, og det har været et meget bredt felt med mange kvalificerede kandidater.

Kommunaldirektør Tim Hansen er meget tilfreds med ansættelsen af den nye HR-Chef.

– Jeg er glad for at have den sidste chefstilling i vores centrale stabe på plads. Det er meget glædeligt, at Christina Bakke har sagt ja tak til at fortsætte samarbejdet. Vi har oplevet Christina som en meget professionel og struktureret chef, der har fokus på at udvikle hele kerneforretningen. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde, siger han.

Den nyudnævnte HR-Chef er også glad for ansættelsen.

– Jeg glæder mig til at yde mit bidrag i understøttelsen af kommunens strategiske pejlemærker gennem effektive HR-løsninger. Jeg er både begejstret over – og ydmyg omkring opgaven – og ser meget frem til, i samarbejde med dedikerede kollegaer, at bidrage til Sønderborg kommunes fortsatte fokus på at være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel i fokus. Samtidig er det et vemodigt farvel til kommunens fantastiske sundhedsafdeling, som har været omdrejningspunktet for mit ledelsesmæssige virke de sidste mange år, siger hun.

Christina Bakke kommer fra stillingen som leder af Sundhedscenteret i Sønderborg Kommune, hvilket hun har været i otte år. Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske og før ansættelsen i Sønderborg Kommune har Christina Bakke været leder og chef i en lang række forskellige funktioner på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg samt områdeleder i sygeplejen i Aabenraa Kommune. Den nye HR-Chef har derudover diplom i ledelse fra UC Sønderjylland og er i gang med at tage en Master of public Governance på Copenhagen Business School.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing