1.000 meter for 1.000 børn er en støtte til Julemærkehjemmet

Hele ideen med 1.000 meter for 1.000 børn er at give startgebyret i støtte til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.

1000 meter for 1000 børn – Lions-dagen 2024. Sådan er 5. maj i år navngivet
af Lions-klubberne i Sønderborg Kommune.

De inviterer sammen med Center for Verdensmål til en gåtur – 1000 meter for 1000 børn – på Kær søndag den 5. maj kl. 10-12.

Deltagergebyret på 50 kr. er øremærket til at gå ubeskåret til Julemærke-hjemmet Fjordmark i Kollund.

Lions-klubberne håber, at det bliver en årlig tradition med en Lions-dag i foråret.

Lions Danmark har i årenes løb støttet Julemærkehjemmene med ca. 2,8 mio. kr.

 

Nu inviterer klubberne i Sønderborg Kommune til, at du og alle andre kan møde op og gå 1000 meter, nyde naturen i godt selskab – måske med familien, nogle naboer, kolleger
eller venner – og støtte Julemærkehjemmet Fjordmark.

Det koster kun 50 kr. at deltage, og man møder bare op. Der er ingen tilmelding forud. Der er start mellem kl.
10 og 12, og udgangspunktet er Løkkegård på Kær, hvor der er gode parkeringsmuligheder.

Børnene på Julemærkehjemmene går eller løber hver morgen 1000 meter. Det gør de,
fordi en gåtur er en god samtalestarter og en god måde at skabe fællesskab på. Når
man går ved siden af hinanden, er der ikke øjenkontakt, og det kan for mange være
nøglen til at åbne sindet og sige noget, der ellers kan være svært.

De fem Julemærkehjem i Danmark hjælper årligt ca. 1000 børn, som mistrives på
grund af fx ensomhed eller mobning. For mange bliver opholdet en ny start på livet.
Julemærkehjemmene får kun 2,2 pct. i statsstøtte.

FAKTA
Lions-dagen 2024 foregår søndag den 5. maj kl. 10-12. Startsted er Løkkegård,
Løkkegårdsvej 3 på Kær Vestermark, hvor der også er parkering.

Startgebyr: 50 kr. (kontant eller på Mobile Pay) går ubeskåret til Julemærkehjemmet
Fjordmark, Kollund. Der er ingen tilmelding – I kommer bare.

Turen er på ca. 1,5 km i let terræn, og netop nu er naturen allersmukkest.

Der er spørgsmål/konkurrence
undervejs om Center for Verdensmål.

Der er salg af drikkevarer og pølser. Man kan også tage madpakke med og fx nyde
den efter gåturen i den nærliggende ”Støvlen”.

De fire Lions-klubber i kommunen er Lions Gråsten-Broager, Lions Als, Lions
Sønderborg og Lions Sønderborg-Alssund.

Du kan til enhver tid donere et valgfrit beløb til Lions Danmarks støtte til børn, der
mistrives, på MobilePay nr. 448423.

Evt. yderligere: Kristian Pallesen, Lions Gråsten-Broager, tlf. 61 51 47 88, eller Lisbeth
Andreasen, Lions Als, tlf. 28 55 24 77.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing