Broager.dk

Kirken: Det er alvor. Der er brug for kandidater

Marianne Tychsen gør opmærksom på informationsmødet den 14. maj (Arkivfoto: Kristian Pallesen)

Hvad ville DU vælge at sætte på dagsordenen?

Til september holdes menighedsrådsvalg. Måske tænker du, hvad det har med dig at gøre?

Hvis du er medlem af folkekirken, har du faktisk mulighed for at påvirke, hvor vores lokale folkekirke skal bevæge sig hen.

Nogle af de spørgsmål, som menighedsrådet beslutter, inkluderer:

  • Skal der fortsat være konfirmationer på bededagsfredag?
  • Bør kirkegården blive mere grøn?
  • Skal kirkens jord drives økologisk?
  • Hvad skal der spilles til koncerterne – jazz eller pop?

Det skriver menighedsrådets formand Marianne Tychsen i en pressemeddelelse i et forsøg på at engagere medlemmerne af folkekirken i Broager sogn til i hvert fald at stemme ved valget til menighedsråd – men endnu bedre: At overveje selv at stille op til menighedsrådsvalget i Broager. Ved det seneste valg var det på hængende hår, at det lykkedes at få valgt et lokalt menighedsråd.

Hvis du har holdninger og gerne vil samarbejde om at finde gode løsninger, så er menighedsrådsarbejdet måske noget for dig. Kom og hør mere om, hvad det hele går ud på, til et orienteringsmøde: Tirsdag den 14. maj kl. 19.00 i Sognegården, Storegade 1, Broager. 

Orienteringsmødet er første del af menighedsrådsvalget, som finder sted den 17. september, oplyser formanden og skriver videre:

Uanset om du er nysgerrig, føler ansvar for vores fælles kulturarv eller har særlige kompetencer inden for økonomi, regnskab, personaleledelse eller bygningsdrift, er du mere end velkommen. Menighedsrådet byder på en kop kaffe og en god snak om alt det, det siddende menighedsråd har opnået, og det, vi måske ikke når inden valgperiodens afslutning i december.

Hvis du har spørgsmål eller interesse, står hele menighedsrådet selvfølgelig til rådighed.

Med venlig hilsen og på gensyn til orienteringsmødet.

Menighedsrådet i Broager Sogn.

https://www.broagerkirke.dk/kontakt/mhr

Link til Broager Kirkes menighedsråd

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing