Broager.dk

Mindeord over Vibeke Fonnesberg

Mindeord over Vibeke Fonnesberg
Af Kaj Østergaard, Højmarken 51
Da Broager Kommune fyldte 75 år i 1997 blev der iværksat Broager Profiler, hvor Vibeke Fonnesberg blev valgt som kunstner til dette store projekt.

Broager Profilerne består af 57 portrætter af mennesker, der har betydet noget for Broager. Disse mennesker fik besøg af Vibeke, som lavede en skitse af personen, og hørte deres livshistorie.

Hjemme i atelieret tegnede Vibeke portrættet færdigt og beskrev personen i bogen Broager Profiler 1922-1997. Portrætterne blev udført med bravour og hængt op i byrådssalen i det tidligere rådhus i Broager.

I dag fungerer det tidligere rådhus som Broagerhus, hvor portrætterne stadig hænger i skattekammeret, som man godt kan kalde den tidligere byrådssal. Når jeg viser rundt på Broagerhus, er portrætterne altid et hotspot. Her kan man se Broager Kommunes historie og dens DNA, eller toppen af poppen om man så må sige.

Igennem mange år var Vibeke bosat i Broager, hvor hun engagerede sig i byens liv og kulturliv. Hun lavede således plakater til de kendte parkunderholdninger i byparken i Broager og til Kulturmånederne på Cathrinesminde Teglværk.

Den 22.april 2023 afslørede H.K.H Prinsesse Benedikte en buste af I.P. Nielsen i byparken i Broager i anledning af 150-års dagen for hans fødsel.

I.P. Nielsen var tidligere folketingsmedlem og en kendt skikkelse i Sønderjylland, som boede ved Dynt Strand. Busten var lavet af Vibeke, først en model i ler, som derefter blev brugt til at støbe busten i bronze.

På denne flotte forårsdag med mange mennesker i byparken, var der taler af H.K.H Prinsesse Benedikte, tidligere folketingsmedlem Frode Sørensen, borgmester Erik Lauritzen og Anders Caspersen der er oldebarn til I.P. Nielsen. Musikken stod Broager Brandværns Orkester og folketingsmedlem Benny Engelbrecht for. Vibeke skulle også havde holdt en tale, men hun måtte desværre melde afbud i sidste øjeblik.

Nu hvor Vibeke er død, skal vi ikke længere høre hendes dejlige humor og latter. I stedet kan vi beundre alle hendes smukke kunstværker i Sønderborg Kommune. Her kan man sende Vibeke en kærlig tanke og sige – Tak Vibeke.

Æret være Vibekes minde.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing