Broager.dk

Tour de France – tilbageblik i ny fotobog

Af Kaj Østergaard

Ny fotobog giver et flot tilbageblik til 3. juli 2022, da Sønderborg og omegn blev verdens navle.

Mange husker søndag den 3. juli 2022, da Sønderborg var målby for 3. etape af Tour de France.

Sønderborg Kommune har nu udgivet en bog på 170 sider, som viser hele optakten med at få de tre første etaper af Tour de France til Danmark, og nedtællingen af de sidste 100 dage med utallige aktiviteter i Sønderborg Kommune.

Ikke mindst viser bogen, hvordan dagen den 3.juli forløb rundt om i Sønderborg Kommune, fra rytternes ankomst ind i kommunen, til afgangen i Sønderborg Lufthavn.

Bogen indeholder flere hundreder foto, hvor man fornemmer glæden i denne gigantiske folkefest. Der er også mange billeder fra backstage området og flotte luftbilleder.

Fra Broagerland er der nogle billeder fra Smøl Vold, da den blev malet gul, og nogle billeder fra sidste års Wood Sculpture i Sønderborg, hvor man kan se de to træskulpturer, der nu står i Smøl og på Havnepladsen i Egernsund.

Bogen er samtidig en hyldest til alle tilskuerne ved denne gigantiske folkefest, og ikke mindst til alle de kommunale og frivillige hjælpere, der bidrog med at få logistikken til at cykle sammen

Når årets Tour de France starter i Spanien lørdag, er der nok mange der tænker tilbage til tour starten i Danmark i 2022 – og ikke mindst 3.etape med målby i Sønderborg.

Bogen kan lånes på kommunens biblioteker.

 

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing